Moyofilm v. Kristen Hofgaard [e-mail: - phone: (+45)40976317 - web:ugali.k82.dk

(2007)

Hvordan ser en afrikansk hverdag ud?

På baggrund af dette spørgsmål har den debuterende filminstruktør Kristen Hofgaard Møller lavet en poetisk og humoristisk skildring af en dag i den tanzanianske by Ifakara. I dokumentarisk dogmestil kommer vi tæt på tre generationer i skikkelse af Steven, Elias og William, mens de bevæger sig omkring i deres landsby, på arbejdet, blandt familie og venner.

Det er et kig ind i det moderne Afrika her og nu, der har drømmen om vestens livsstil som en helt naturlig vejviser. Men bagved fornemmer man den helt særlige ældgamle afrikanske kultur og tankegang.

Et sjældent og charmerende indblik i en afrikansk hverdag.



Billedet er fra Premieren i Park Bio Skanderborg 3. februar 2007.
Foto af Jon Nørrelykke.

Titel Ugali til middag (Ugali for dinner)
År 2007
Spilletid 47 min.
Instruktør og fotograf Kristen Hofgaard Møller
Idé Kristen Hofgaard Møller og Bue Rübner Hansen
Medvirkende Steven Mlekia, Elias Tengesa, William Lyaheja
Genre Dokumentar
Handling Ifakara en lille by i Tanzania. Det er morgen.
Steven, den yngste står op ved 7 tiden. Elias er vel stået op på samme tid. Han er på vej ned for at hente vand til sit morgenbad og tandbørstningen. William er i gang med at pudse sine sko, mens hans kone og børn gør morgenbordet klart.

Filmen følger de tre hovedpersoner gennem deres daglige aktiviteter en hel dag. Steven er 13 år og går i skole. Senere er han i kirke hvor der synges og danses. Han er også ude at bade. Elias underviser i en børnehave. Han tager os senere med på markedet for at købe ind til middagsmaden - ugali. William er skolelærer. Han viser sin ejendom frem, tager forbi sin mekaniker og spiser tilsidst ved floden lidt uden for byen.

Instruktørens kommentar Min opfattelse er at man i Danmark kun får et meget unuanceret billede af kontinentet Afrika. Billeder af sultne Aidsramte børn er ikke den virkelighed man møder når man rejser derned. Denne kendsgerning kunne de fleste nok blive enige om, men når vi ikke ser andet i medierne er det det eneste vi kan forholde os til, med mindre vi selv rejser derned.
Det vi (Bue og jeg) oplevede i Tanzania var en utrolig glæde og optimisme. En afslappet og let tilgang til hverdagen. En verden hvor man udtrykker sine følelser mere end vi gør det i Danmark. Det er selvfølgelig nogle helt andre ting der spiller ind på humøret dernede, men som Kim Larsen synger "Den som er rig er sgu næsten aldrig glad - den fattige har lært at nøjes."
Filmen skal vise ægte mennesker i et realistisk sprog så man lader sig forføre til en følelse af at man kender et sted i Afrika som noget ligeså naturligt som det der normalt fylder ens hverdag.